25 år - 25 kg

Af Peder Ring

År1979 og 68 kg.

25 år - det er fandeme uhyggeligt. Sådan cirka har millioner før mig reageret da de endelig så i øjnene at der er gået 25 år siden de forlod "Institutionen", som på godt og ondt satte sig spor for livet.

Uanset hvordan det nu er gået en de 25 år, er der tre forhold som mange gerne fremhæver: Der er sket en masse i livet, indeni er man stadig den samme og så er der en vis erkendelse at spore: fysisk set er man jo ikke 25 længere.....

Livet kan jo beskrives på mange måder. Jeg ser nok mest en række liner og cirkler af tid og hændelser som tilsammen udgør det relativt kaotiske og derfor unikke liv den enkelte fører: Studentereksamen og endelig fri. En rejse der førte til ny erkendelse. Så var der er studie der førte til kæreste, til en ny eksamen, og til København eller Århus. Der var det første rigtige arbejde. Der var bruddet med kæresten og mødet med konen. Der var børnene. Der var det andet arbejde og så det nye. Og der var turene tilbage til Lolland, til forældrene der først blev gamle, så syge for til sidst at gå bort.

Vi er selvfølgelig alle forskellige og har hver sin historie at fortælle, men man skal ikke ret tæt på hinanden før man - på trods af den lange rejse vi alle har været ude på - kan finde meget detaljerede erindringer om netop de tre år i gymnasiet. Det er nok ikke lige glæden ved endelig at have forstået det periodiske system der ligger først for når tankerne og snakken kører, men venskaberne, kæresterierne, festerne og alt det andet der skete. Og så lærerne selvfølgelig, for i den sidste ende er det jo dem der fyldte os med nonsens og fornuft og når de var bedst provokerede os til at tænke, til at indtage en holdning eller blot være åben og nysgerrig.

Det er jo så ret tankevækkende at konstatere, at der faktisk er rigtig mange af "vores" lærere, inklusiv en rektor, der stadig efter 25 år på Institutionen, år efter år, laver det samme nummer med en ny årgang.

Når det kan lade sig gøre, hænger det måske sammen med det andet forhold jeg vil fremhæve, at lærere er indrettet som os andre og derfor ikke føler sig meget ældre end 25 - indvendig forstås!

For mit eget vedkommende hælder jeg nok nærmere til 28 end til 25. Det hænger sammen med at jeg var 28 år, da en nydelig herre med jakke og slips tiltalte mig, en ung fuldmægtig i krøllet skjorte og cowboybukser, med både De og Dem. Det var her det gik op for mig at jeg ikke længere var 17! Siden da har selv større slag mod sjælen ikke kunne få mig til at revidere.

Det tredje forhold, om det fysiske, skal jeg efter aftale med min kære medredaktør ikke bore så dybt i. Blot kan jeg personligt se et mønster, og jeg vil ikke afvise det har med rødvin og god mad at gøre: År 2004 og 93 kg. 25 kg - det er fandeme uhyggeligt.